Vedtægter

D. 14. Januar 1998
Sidst ændret d. 15. Februar 2024

§ 1 Foreningens navn.
Er Randers Fugleforening og har hjemsted i Randers Kommune
Bestyrelsen tegner foreningen.


§ 2 Formål.
Foreningens formål er at skabe interesse for og udbrede kendskabet til den rette behandling og ernæring af tropiske fugle i bur og volierer.
Formålet søges opnået ved at afholde møder, samt arrangere udstilling.
”Et evt. overskud ved afholdelse af markeder, salgsmesser og udstillinger må alene anvendes til foreningens almennyttige formål — eller til andre almennyttige formål”


§ 3 Medlemmer.
Foreningen optager enhver person som medlem.
Juniormedlem, (til og med 17 år)
Husstandsmedlem, (gælder alle fastboende på adressen).
Støttemedlem, (dog uden stemmeret).


§ 4 Æresmedlem.
For at blive æresmedlem skal vedkommende have været aktiv i bestyrelsen, udstillings udvalget i en sammenhængende periode på 6 år. Eller sammenlagt 10 år.
Det kan også uddeles til et medlem der har ydet en særlig indsats, i en anden særlig opgave.
Der hædres med en nål.


§ 5 Kontingent.
Kontingentet, der er helårlig, fastsættes af generalforsamlingen og betales forud pr. 1 januar. Kontingentet skal være betalt inden generalforsamlingen for at der er stemmeret.
Støttemedlem, betaler halv kontingent.
Medlemmer, der står i restance med kontingent til foreningen i over 2 måneder, kan suspenderes, indtil restancen er betalt.
Udmeldelse af foreningen sker til bestyrelsen.
Kontingentet skal være betalt i mindst 3 måneder, for at kunne udstille, dispensation kan søges ved bestyrelsen.


§ 6 Udelukkelse.
Medlemmer der ikke overholder foreningens vedtægter og reglementer, og gør sig skyldig i adfærd, der krænker foreningens anseelse, eller modarbejder foreningens interesser, kan suspenderes af foreningen.
Et ekskluderet medlem skal have mulighed for at fremlægge sit syn på eksklusionen for en generalforsamling, eksklusionen kan kun ændres, såfremt over halvdelen af de mødte stemmer derfor.
Generalforsamlingens afgørelse er endelig og kan ikke indankes for domstole.


§ 7 Bestyrelsen.
Bestyrelsen består af 5 medlemmer.
Formanden vælges i lige år.
Kassereren i ulige år.
Resten af bestyrelsen konstituere sig selv med næstformand, sekretær og pr. mand.
På ulige år er 1 medlem på valg.
På lige år er 2 medlemmer på valg.
Alle er valgt 2 år af gangen, genvalg er tilladt.
Der vælges 2 suppleanter, 2 revisorer samt 1 revisor suppleant, valget gælder for et år af gangen — genvalg tilladt.
For at opstille til valg skal personen være tilstede, eller der skal foreligge et skriftligt tilsagn.
§ 8 Bestyrelsens kompetence
Bestyrelsen kan til varetagelsen af den daglige drift, finde fornødent personale og lige ledes de nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.


§ 9 Bestyrelsesmøde.
Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden finder det fornødent, eller mindst 2 bestyrelsesmedlemmer anmoder derom.
Ved afstemning gælder almindelig stemmeflertal. Ved stemmelighed gør formandens stemme udslaget. Sekretæren fører beslutningsprotokol, afskrift udsendes til bestyrelsen.


§ 10 Ordinær generalforsamling.
Generalforsamlingen afholdes hvert år i februar måned og indvarsles skriftligt til medlemmerne med mindst 14 dages varsel.
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Generalforsamlingen er, når den er lovligt indvarslet, beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal. Alle afgørelser sker ved simpel stemmeflertal.
Lovændringer kan kun foretages på en ordinær generalforsamling. Ved lovændring kræves der mindst 2/3 stemmeflertal af de fremmødte.
Afstemningen sker ved håndsoprækning, hvis ingen forlanger skriftlig afstemning.
Æresmedlemmer har stemmeret, når deres kontingent er betalt.
Stemmeret har to personer fra hver husstand.
Der kan afgives stemme pr. brev og fuldmagt, ved fuldmagt dog max 2 stemmer pr. fremmødt medlem.
Forslag fra medlemmerne skal være formanden i hænde senest den 1. januar, og skal udsendes til samtlige medlemmer senest 7 dage inden generalforsamlingen.


Med følgende dagsorden.
1. Valg af dirigent
2. Valg af stemme udvalg
3. Formandens beretning
4. Kassererens beretning
5. Kontingent fastsættelse
6. Forslag fra bestyrelsen
7. Forslag fra medlemmerne
8. Valg af formand på lige år, eller kasserer på ulige år
9. Valg af 1 eller 2 bestyrelsesmedlemmer
10. Valg af suppleanter til bestyrelsen
11. Valg af revisorer
12. Valg af revisor suppleant
13. Valg af årets fugle
14. Valg af førsteopdræts kontrollanter
15. Evt.


§ 11 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter bestyrelsens bestemmelse, eller når mindst 1/3 af medlemmerne anmoder skriftligt derom med angivelse af forhandlingsemne. Indvarsling som i §10.


§ 12 Regnskab
Regnskabsåret er fra 1. januar til 31. december. Revision foretages af foreningens 2 revisorer.
Foreningens midler indsættes på en bankkonto, dog må kassereren have en kassebeholdning på indtil 1000kr. i kontanter i kassen, samt 5000kr. i byttepenge.
Foreningens ophør kan kun besluttes af en generalforsamling, hvor 2/3 af medlemmerne er til stede og 2/3 af disse stemmer for.
Foreningens midler overgår til en almen nyttig forening, f.eks. Kræftens bekæmpelse/læger uden grænser.
Beslutningen om, hvad midlerne skal gå til, afgøres af generalforsamlingen der nedlægger foreningen.